Skolens opbygning kan karakteriseres ved at være en pædagogisk vandring gennem tidens trends: Man starter i den oprindelige skolebygning, som for tiden rummer SFO. Denne er i 1940 bygget som Herslev Gevninge Centralskole og er indbegrebet af et klassisk skolebillede. Faktisk så meget at den ved lejlighed er benyttet som kulisse til en film.
Går man videre af forbindelsesgangen til undervisningsdelen, finder man de lange gange med klasseværelser på siderne. Vi kalder denne toetagers bygning for bygning 70. I denne afdeling holder mellemtrin og overbygning til, fysisk placeret sammen. Vi ser en meget stor opgave i at prøve at tilføre gangene lys og arbejdsmuligheder indenfor de rammer, som afstikkes af brandmyndighederne. Vi er godt på vej. Der er afsat et pænt budgetbeløb til elevrådet, således at de har muligheder for at være med til at indrette et fællesareal, så det rummer dels muligeeder for aktivitet og socialt samvær i frikvartererne, såvel som muligheder for at arbejde selvstændigt/i grupper i undervisningen. At skolen er dækket af trådløst netværk letter dette arbejde.
Man slutter vandreturen i Storrummet, eller Bygning 80 hvor vores indskoling ligger. Storrummet karakteriseres ved at alle klasser er placeret omkring et stort fællesrum, hvor vi dagligt holder morgensang og månedligt morgensang for hele skolen. Bygning 80 er netop nyindrettet af et lærerudvalg. Der er her taget hensyn til Læringsstile og de mange intelligenser.
Skolens faglokaler ligger grupperet rundt om på skolen, og består bl.a. af et næsten nyrenoveret sløjdlokale. Skolen har egen gymnastiksal og mulighed for at bruge Trælleruphallen.
Elevernes skolemøbler
Alle elever sidder ved højdejusterbare arbejdspladser.
Indskolingsbørnene sidder ved mobile borde, der giver god mulighed for fleksibel bordopstilling. Ligeledes sidder de på taburetter der giver mulighed for bevægelse og skift af siddestilling.